Israel tager i denne tid nye skridt til at drive tusindvis af palæstinensere ud af et stort område af den besatte Vestbred. Det er sket i form af ordrer om at nedrive 3000 palæstinensiske hjem i et område, der huser omkring 280.000 jødiske bosættere. Det oplyser FNs Kontor for Koordinering af Humanitære Anliggender, OCHA.
Nedrivningen af husene kan finde sted, hvornår det skal være og vil ske uden forudgående varsel. Dermed bliver beboerne gjort øjeblikkeligt hjemløse og tvunget til at flytte ud af området. Når et palæstinensisk hus bliver revet ned, mister i gennemsnit 12 mennesker deres hjem.
De 3000 nedrivningsordrer dækker 10 mindre palæstinensiske samfund, som risikerer at blive helt udslettet, når ordrerne gennemføres. Området omfatter godt 60 procent af Vestbredden og er under total israelsk kontrol.
Den israelske begrundelse for at rive husene ned er, at de er opført uden byggetilladelse. Siden januar 2000 er 94 procent af alle palæstinensiske ansøgninger om byggetilladelse bliver afvist, selvom husene opføres på palæstinensernes egen grund. I samme periode er der blevet udstedt 5000 nedrivningsordrer, og 1600 af dem er blevet gennemført. Titusindvis af andre palæstinensiske hjem er blevet efterladt ubeboelige, oplyser organisationen Den Israelske Komite mod Husødelæggelser, ICAHD.
I de første tre måneder af 2008 er 124 palæstinensiske hjem på Vestbredden blevet jævnet med jorden. Besættelsesmagtens nedrivninger af huse og hjem i besatte områder er forbudt ifølge alle internationale konventioner og bestemmelser. Den israelske fredsbevægelse Fred Nu advarer om, at den israelske regerings nej til byggetilladelser til palæstinenserne er en forstærkelse af den israelske politik om "tvungen transfer" af palæstinenserne, det vil sige fordrivelse.
I området, hvor de nye 3000 nedrivningsordrer gælder, ligger omkring 400 palæstinensiske landsbyer med ca. 260.000 indbyggere. Det er 10 procent af den samlede palæstinensiske befolkning på Vestbredden.
De seneste nedrivningsordrer rammer blandt andet flere lokaliteter omkring Hebron og Betlehem. Her har ejerne af nedrivningstruede huse og ejendomme fået at vide, at nedrivningen vil ske 19. juni. I nogle tilfælde gælder ødelæggelsen af ejendomme også tilplantet landbrugsjord, som vil blive ryddet.
Eksempler på nedrivningsordrer: I landsbyen Al-Khadir gælder det fem huse og et vandreservoir på hundrede kvadratmeter. De truede bygninger er et fire etagers hus på 880 kvadratmeter, et to etagers hus på 400 kvadratmeter og tre en etagers huse på omkring 100 kvadratmeter hver.
I landsbyen Beit Ummar nord for Hebron har en beboer fået meddelelse om, at 3000 kvadratmeter af hans jord vil blive ryddet og gravet om, og at han ikke må bruge jorden til landbrug eller bygningsformål. Det skriver det palæstinensiske nyhedsbureau Maan.
Siden starten af den anden intifada i september 2000 er omkring 5000 palæstinensiske hjem blevet ødelagt i militære operationer, herunder hundredvis i Jenin, Nablus, Ramallah, Betlehem, Hebron og andre byer på Vestbredden. Og over 2500 i Gaza-striben alene, oplyser ICAHD.
I alt er ca. 50.000 mennesker blevet efterladt hjemløse ved de operationer ifølge opgørelser fra Human Rights Watch.
Udover ødelagte palæstinensiske hjem er hundredvis af forretninger, butikker, værksteder, fabrikker og offentlige bygninger, herunder alle administrationsbygninger tilhørende det palæstinensiske selvstyre i byer over hele Vestbredden blevet revet ned, ødelagt eller skadet.
ICAHD citerer Amnesty International for oplysninger om, at 3000 hektarer dyrket jord - 10 procent af al landbrugsjord i Gaza-striben - er blevet raseret og ryddet i perioden siden september 2000. Kilder, vandreservoirer, pools og vandpumper, som sørger for drikkevand, overrisling og andre fornødenheder for tusindvis af mennesker, er også blevet ødelagt.
Under den anden intifada er yderligere over 600 palæstinensiske hjem blevet revet ned som kollektiv straf og har på den måde ramt familier til mennesker, som har været mistænkt for at have været indblandet i angreb på civile israelere, siger ICAHD.
Siden 1967, da Israel erobrede Vestbredden og Gaza-striben, er 18.000 palæstinensiske hjem blevet revet ned eller totalt ødelagt i de besatte områder, herunder Østjerusalem oplyser ICAHD. Organisationen siger, at formålet med den israelske politik med ødelæggelse af palæstinensiske huse og hjem er at begrænse palæstinensernes tilstedeværelse på Vestbredden til små enklaver for på den måde at efterlade det meste af territoriet til israelske bosættelser.
Mens 3000 palæstinensiske familier nu sidder og bekymrer sig over at skulle miste deres hjem, har den israelske boligminister ifølge Palestine Monitor fredag i den forløbne uge (30. maj) givet tilladelse til opførelse af 1460 nye boliger for jødiske bosættere i tre bosættelser bygget på palæstinensisk jord omkring Jerusalem. Boligminister Ze'ev Boim citeres for i israelsk radio at sige, at de 1460 nye boliger til jødiske bosættere er en gave til Jerusalem i anledning af 60-året for den jødiske stats oprettelse.