Hvorfor finder vi os i Israel?
Hvorfor tier vi i forstående accept, hver gang Israel begår en af sine monstrøse forbrydelser? Senest det blodige overfald på nødhjælpsskibene til Gaza-stribens belejrede indbyggere? Rene mord på forsvarsløse civile i ly af natten for at opretholde den illegale blokade af Gaza og straffe en hel befolkning kollektivt.
Hvorfor siger vi ikke stop? Nok er nok? Hvor længe vil vi finde os i at se Israel overtræde alle internationale love, konventioner og resolutioner, begå åbenlyse krigsforbrydelser, føre aggressive krige, true sine naboer med atomar holocaust, holde et andet folk militært besat, stjæle palæstinensernes jord og fremtid og holde flere millioner mennesker indespærret bag elektriske hegn og "berlinmure" i en blanding af apartheid og europæisk kolonistyre med den syge forklaring, at jøderne er Guds udvalgte folk, og at Han har lovet jøderne Palæstina som privat ejendom?
Det er kun halvandet år siden, at vi uden indsigelse accepterede Israels angreb på Gaza-striben med drabet på 1400 forsvarsløse palæstinensere og den fysiske ødelæggelse af hjem, produktionsapparat og levemulighed og siden har hjulpet Israel med den fortsatte belejring af Gaza.
Israels blodige spor
Gennem sine foreløbig seks årtier som jødernes egen stat har Israel trukket et blodigt spor af drab, ødelæggelser og provokerede krige efter sig, hele tiden med fokus på nye krige og overfald og ødelæggelser og erobringer af andres territorier og underlæggelse af fremmede befolkninger.
Hvor Israel træder, efterlader det sig ruiner og ulykke.
Hvorfor siger vi ikke fra? Sætter en stopper for denne destruktive atombevæbnede galskab, der truer kloden med ragnarok? Israel er en af verdens farligste stater, et Nordkorea ved Middelhavet. Hvorfor tillader vi Israel at kontrollere verden?
Med sine godt fem millioner jøder er Israel en småstat, geografisk mindre end Jylland og befolkningsmæssigt en dråbe i havet af Mellemøstens millioner af muslimer, 0,07 procent af verdens samlede befolkning.
Ghetto
Israel er mere en ghetto end et land, en selvvalgt race- og religiøst betinget isoleret befolkningsenhed i permanent militær mobilisering ikke kun mod de arabiske naboer men mod hele verden. Israel har atombomber nok til at lægge hele Mellemøsten og store dele af Europa i ruiner på minutter og vil gøre det, hvis det skulle komme så vidt: "Aldrig et nyt holocaust".
Et normalt land har faste grænser, det har Israel ikke. Efter godt 60 års eksistens har Israel endnu ikke fastlagt grænserne for den jødiske stats udstrækning men breder sig ind over arabiske naboterritorier med militær besættelse og illegale territoriale annekteringer bestemt efter tidligere våbenstilstandslinjer og tusinde år gamle mytiske overleveringer fra Gamle Testamente. Det hele dikteret af grænseløs grådighed efter vand, jord og Lebensraum på andre befolkningers bekostning.
Heri ligger årsagen til de mange krige, Israel har ført og påført sine arabiske nabolande, og er således også kimen til nye krige og dermed en trussel mod varig fred i Mellemøsten. Israels oprettelse var en fejltagelse, og har udviklet sig til en katastrofe for Mellemøsten med blodige menneskelige og geopolitiske følger langt ud over regionen.
Zionismen
Israel er skabt på en ideologi, som med mobilisering af verdenssamfundets støtte og jødernes egen væbnede indsats med massakrer og fordrivelse af områdets oprindelige beboere har etableret en eksklusiv jødisk stat med adgang forbudt for andre etniske befolkningsgrupper på et geografisk område, som ejermæssigt er tilskrevet en organisation uden for Israel.
Modsat et normalt land ejes Israels territorium ikke af sine seks millioner jødiske statsborgere men af Den zionistiske Verdensorganisation WZO. Samtidig er Israel ikke kun hjemsted for sine "egne" jødiske statsborgere men for alle klodens ca. 13 millioner jøder. En hver jøde et hvilket som helst sted på jorden er sikret israelsk statsborgerskab fra det øjeblik, han stiger ud af flyet i Tel Aviv. Israel er verdensjødedommens stat.
Gennem zionismens verdensomspændende net af jødiske organisationer og zionistiske og pro-israelske pressionsgrupper og gennem økonomisk indflydelse på førende medier opnår Israel en militær og politisk indflydelse, der rækker langt ud over den almindelige småstats naturlige vægt.
I de tilfælde, hvor der opstår et interessemæssigt sammenfald med "værtsnationernes" egne politiske og militære interesser, som det kommer til udtryk i USA's tilfælde med speciel fokus på Mellemøsten, kan Israel på den måde spille en politisk rolle i stormagtsklassen. Den mulighed udnytter Israel så ofte til hensynsløst at forfølge den jødiske stats og dermed zionismens egne eksklusive interesser. Den jødiske stat er ikke begrænset til det lille Israel i Mellemøsten. Via zionismen kan Israel agere som verdensomspændende stat.
Uden zionismen ville Israel hurtigt miste sin magt og indflydelse og synke ned på småstats-niveau, hvor den jødiske stat geografisk og befolkningsmæssigt retteligt hører hjemme. En sådan stat ville næppe have store overlevelseschancer på længere sigt i sin nuværende form og aggressive adfærd.
Europæisk stat
Til trods for sin beliggenhed på den muslimske side af Middelhavet, betragter Israel sig - og ses også af sine omgivelser og vestlige alliancepartnere - på en lang række områder som en europæisk/vestlig stat. Med sin omfattende integrering i europæiske og den industrialiserede verdens økonomiske og militære organisationer som EU, NATO og senest OECD, er Israel også i praksis en vestlig stat.
Dermed giver de stærke bånd mellem supermagten USA og den lille indeklemte jødiske stat i Mellemøsten også god mening. Bevæbnet til tænderne med de seneste dødbringende opfindelser fra de amerikanske våbenfabrikker og holdt økonomisk flydende ved hjælp af pipelinen med dollar mellem Washington og Tel Aviv, indgår Israel som et vigtigt led i USA's militære og politiske alliancenetværk. Israel er på den måde tæt inddraget i USA's geopolitiske ageren fra Afrika over Mellemøstens olie- og gasfelter, Irak, Iran, Afghanistan, Pakistan-Indien og det energirige kaspiske område til Asien med det fremstormende Kinas nære interesseområder.
Det er ikke kun pro-israelske jødiske lobbyorganisationer i USA og købte kongresmedlemmer, der bestemmer USA's mellemøstenpolitik, som det ofte kunne se ud til. Disse kræfter spiller ganske vist en dominerende rolle og giver de skiftende israelske regeringer - uanset politisk farve - totalt frie hænder til at hærge militært og politisk. Men det gælder i det videre perspektiv kun så længe, USA har brug for Israel. Skifter USA geopolitisk fokus væk fra Mellemøstens energiressourcer, som ikke varer evigt, og naturligt vender sig mod Asien og de ventende udfordringer der, vil Israel også miste sin betydning som amerikansk støttepunkt i regionen.
Israel og USA
Man skal ikke glemme, at USA først begyndte at forholde sig aktivt til Israel for alvor efter den israelsk-arabiske krig i 1967, da Israel viste sig militært interessant for USA som strategisk buffer mod sovjetisk fremtrængen i Mellemøsten. I årtierne efter brugte USA israelerne som forlænget militær og diplomatisk arm i blandt andet Latinamerika og Sydafrika, hvor USA ikke kunne agere åbent. Ligesom Israel spillede en vigtig rolle for USA med at bekæmpe lokale oprørs- og revolutionsbevægelser imod magthaverne i de arabiske diktaturstater, hvor USA havde interesser og så sin fordel i at holde de herskende regimer ved magten.
At der ikke dyrkes sande venskaber i politik men kun nyttige forbindelser og alliancer gælder også i forholdet mellem USA og Israel. Da USA omkring den første intifada, palæstinensernes oprør mod den israelske besættelse i slutningen af 1980-erne, opdagede, at Israel havde svært ved at holde disciplin i sin egen baghave, begyndte Washington at se sig om efter mere robuste samarbejdspartnere i Mellemøsten. Da USA og dets nye arabiske allierede drog i krig mod Saddam Hussein i den første vestlige Golfkrig i 1990-91, fik israelerne besked på at blive hjemme. Og kort efter spillede USA det økonomiske kort for at tvinge israelerne ind i forhandlinger med palæstinenserne og væltede derved den daværende højreorienterede israelske regering. Det skabte kortvarigt ondt blod mellem Washington og Tel Aviv, men med udsigten til en ny verdensorden efter kommunismens fald og USA tilbage som eneste supermagt, kom Israel tilbage i varmen.
Med Bush, Cheney og neokonservatismen er Israel rykket helt op i førergruppen af storaktører på den politiske scene med indflydelse langt ud over Mellemøsten. Krigen mod Irak, truslerne mod Iran, ødelæggelsen af Libanon, trykket på Syrien, overfaldet på Gaza og nu militæraktionen mod den internationale nødhjælpsflåde hører alt sammen med i samme pakke. Det hele i nært samarbejde med USA og støttet af Mellemøstens tidligere europæiske kolonimagter i EU.
Israels motiver
Israels blodige aktion mod nødhjælpsflåden handlede ikke kun om at holde blokaden mod Gaza og hindre indsmugling af våben til Hamas. Der var også andre interesser på spil, blandt andet Israels interesse for de rige forekomster af naturgas i territorialfarvandet ud for Gaza. Det voldsomme natlige angreb mod den civile nødhjælpsflåde var ikke en spontan sikkerhedsaktion, men en længe planlagt og meget velovervejet handling, uden tvivl koordineret og godkendt af USA med NATO og EU på sidelinjen. Det var et militært gensvar til Israels islamiske mangeårige samarbejdspartner og NATO-medlem Tyrkiet for Ankaras voksende kritik af Israels behandling af palæstinenserne. Det var et forsøg på at varme Hamas op til nye blodige aktioner mod Israel, for på den måde at kunne sætte nye militære overproportionerede gengældelsesslag ind mod palæstinenserne i den fortsatte bestræbelse på at fordrive dem fra Palæstina. Det var samtidig et signal til præstestyret i Teheran om, at Israel er klar til at slå til mod Iran, og overordnet endnu et led i forberedelsen til nye krige i Mellemøsten. En skræmmende agenda, der risikerer at sætte hele Mellemøsten i brand, hvis den føres ud i livet.
Så: Hvorfor finder vi os i Israel? Hvorfor tillader vi Israel at kontrollere verden? Hvorfor siger vi ikke stop?
Fordi!
"Vanvittig stat"
Den amerikansk-jødiske Israel-kritiker Norman Finkelstein sætter fingeren på et centralt punkt, når han betegner Israel som "en vanvittig stat" og retorisk spørger, om man kan stole på en "vanvittig" stat som Israel, der bevæbnet med 200-300 atombomber truer sine naboer Iran og Libanon med at angribe.
Selvfølgelig kan man ikke stole på Israel. Selvfølgelig burde der gribes ind mod en sådan stat. Verdenssamfundet med de vestlige regeringer i spidsen er som bekendt ikke karrig med indgreb mod regimer, vi ikke bryder os om. Spørg i Bagdad og Kabul. Her rykker vi ud i moralsk forsvar for demokrati og menneskerettigheder, om nødvendigt med militære midler. Vi finder os ikke i slyngelstater.
Men det gælder ikke i Israels tilfælde. Vi har brug for Israel. I kampen mod "terrorismen", i kampen mod islam, i kampen for olie og gas, i kampen for herredømme og geopolitisk kontrol.
Derfor finder vi os i Israel.
Derfor hører vi ingen ægte ment fordømmelser fra vore politikere men kun protester på skrømt, når Israel angriber Gaza, kvæler palæstinenserne og dræber internationale nødhjælpsaktivister i internationalt farvand.
