Med håbet som drivkraft i det belejrede Betlehem

I en artikel juleaftensdag om Betlehem beskrev det palæstinensiske site MIFTAH.org, hvordan den israelske hær har lukket byen af fra omverdenen med vejspærringer, tjekpoints og elektroniske mekanismer, så det efterhånden er stort set umuligt for besøgende, som vil fejre den kristne jul i Jesu fødeby, at komme igennem den israelske jernring og ind i byen, som yderligere til overmål er omringet af, som det udtrykkes, et monstrum af en otte meter høj cementmur.

"Byen, hedder det i artiklen, som engang var et tilflugtssted for rejsende og pilgrimme og hyrder, er nu en øde spøgelsesby, som har en stor, tom, smuldrende kirke i centrum og grimme cementmure i periferien". De kristne indbyggere, hvis familier har været indbyggere i Betlehem i århundreder, forlader byen i store grupper for at søge til fremmede strande for der at leve et lettere liv, hvis de har råd til det, skriver MIFTAH i sin juleartikel.

Det er dog ikke alle kristne indbyggere i Betlehem, som lader sig fordrive af den israelske udrensningspolitik. Det er der netop udgivet en bog om i dansk oversættelse: "Betlehem under belejring - fortællinger om håb i svære tider". Den er skrevet af Mitri Raheb. Han er kristen palæstinenser og præst ved den lutherske kirke, Julekirken i Betlehem, den "smuldrende" kirke i byens centrum. Bogen udgives af Forlaget Boedal i samarbejde med Unitas Forlag.

Mitri Raheb er ud over sin præstegerning for en svindende kristen menighed i Betlehem også en af hovedkræfterne bag Det Internationale Center, der arbejder for demokrati, forståelse, håb og fred i det konfliktramte Israel/Palæstina. I bogen fortæller han om terrortrusler, overfald, bombeangreb og død, som er en nærværende del af hverdagen for Betlehems indbyggere, kristne og muslimer.

Det ægte håb

Det, der adskiller Mitri Rahebs beskrivelse af en brutal hverdag under israelsk militær besættelse, er forsonligheden og det ægte håb om en bedre fremtid - engang. Faktuelt er der ikke meget nyt i bogen. Andre beskrivelser af palæstinensernes vanskeligheder i de besatte områder har forlængst dækket den del af historien. Det er beskrivelsen af håbet som drivkraft i en håbløs tilværelse, der er nyt. Her er håbet funderet i en dyb kristentro, men håb kan have forskellig baggrund. Det er den aktive handlen på trods af håbløsheden, der gør håbet til en realistisk og livsbekræftende faktor og i det aktuelle tilfælde i Betlehem viser en vej ud af elendigheden for den plagede bys indbyggere, uden at de skal lade sig fordrive for at blive frie.

Det er ikke nok bare at håbe. At vente passivt med et optimistisk syn på fremtiden - det er et falsk håb, skriver Mitri Raheb et sted. Ægte håb er aktivt, understreger han.

"Sandt håb er et kraftfuldt og betydningsfuldt element for alle, der lever midt i en konflikt. Derfor er det nødvendigt at omdefinere og generobre håbet, særligt for dem, som er undertrykte. Håb og vision er en virkelig kraft, når de ejes og udleves af mennesker, som er holdt nede. Håbet er løfterigt, fordi det tilbyder et reelt alternativ. Det åbner et vindue mod nye muligheder og frigør de undertryktes kreativitet" (Side 156).

Citatet er essensen af Mitri Rahebs beskrivelse af livet i Betlehem fra 2000, den anden intifadas start, til i dag, samlet i denne lille bog på kun 160 letlæste men kraftfyldte sider.

Livet under besættelse

I "Betlehem under belejring" beskriver Mitri Raheb i korte kapitler forskellige sider ved livet under besættelse, som for Betlehems indbyggere betyder permanent husarrest med tilladelse til lejlighedsvise gårdture på et fem kvadratkilometer stort areal. Bogen indledes med en beskrivelse af israelernes invasion af Betlehem i april 2002. En øjenvidneberetning fra forfatteren selv, som den opleves fra sammenkrøbet stilling i dækning med kone og børn på gulvet under vinduerne, mens israelske soldater skyder på alt, hvad der bevæger sig, både i præsteboligen, kirken og private hjem. Det er en beretning om villet ødelæggelse af hjem og ejendom, af kultur og økonomi, meningsløs destruktion af et andet folks livsgrundlag angiveligt af hensyn til den jødiske stats sikkerhed.

Fra dette udgangspunkt, invasionens ødelæggelser og efterfølgende militære undertrykkelse, beskrives Betlehems hverdag med fest og arbejde, død og glæde, fødsel og optimisme.

Mitri Raheb har som palæstinenser kun levet under israelsk besættelse. Udgangsforbud og store indskrænkninger i bevægelsesfriheden betød, at han ikke kunne fejre sin studentereksamen. Da han og hans kommende hustru Najwa ville holde en fest i forbindelse med deres bryllup, kunne det ikke lade sig gøre. De valgte at udskyde festen i tolv og et halvt år, men da var situationen endnu værre. "I dag, skriver Mitri Raheb, efter 15 år, venter vi stadig på det rigtige tidspunkt til at fejre vores bryllup offentligt" (side 65).

I den store sammenhæng med 38 års israelsk besættelsespolitik er Mitri Rahebs beskrivelse af besværlighederne for Betlehems indbyggere banaliteter - groft sagt. Hans svigerfar dør af et hjertetilfælde af samme grund som så mange andre palæstinensere dør ved israelske tjekpoints: Fordi ambulancer af så mange forskellige grunde ikke må komme igennem, fordi hospitalsudstyret ikke er ordentligt, hvis patienten alligevel når frem til et hospital, og fordi samfundet generelt er ved at falde fra hinanden under den israelske ødelæggelseskampagne.

Der er ugelange udgangsforbud, som ødelægger et hvert menneskeligt samkvem. Der er problemerne med at rejse til udlandet selv med amerikansk pas. Religiøse højtider kan ikke fejres. Folk er bange og modløse.

Det positive

Midt i alt det sker det positive, at højtider bliver fejret, arbejdsløse får alligevel enderne til at mødes. Trods udgangsforbud og israelske trusler om fængsel, død og lemlæstelse gennemføres forbudte fakkeltog, og gudstjenester på helligdage afvikles med fuld kirke. I Betlehem under israelsk besættelse er der sjældent messefald.

Ifølge Mitri Raheb er det håbets drivkraft, der får livet til at hænge sammen på en meningsfuld måde for både kristne og muslimer i Betlehem under belejring. Hele hans bog er gennemsyret af hans kristne tro. Det kan for en mindre gudstro læser sine steder virke overvældende. Men den virkelighed, Mitri Raheb beskriver, både besværlighederne og den del af livet der lykkes, er jordiske nok.

Derfor er det også helt naturligt at citere ham for denne afslutning på bogen:

"I tider, hvor det føles, som om verden vil gå under i morgen, er vores kald ikke at vente, ikke at græde og heller ikke at give op. Vores eneste håb, vores eneste meningsfulde vision, er at gå ud i vores have, ud i samfundet og plante oliventræer. Hvis vi ikke planter træer i dag, vil der ikke findes nogen i morgen" (side 160).

Den holdning dækker for hele det palæstinensiske samfund uanset tro og religiøst tilhørsforhold.